3 GODE RÅD TIL WORDPRESS
Jonas Villumsen
Art Director & Website Developer
Kategori
Website
Hjem » 3 GODE RÅD TIL WORDPRESS
WordPress er det mest populære CMS system til at lave hjemmesider i dag. Det skyldes hovedsageligt, at det er meget brugervenligt, at man ikke behøver at arbejde med kodning samt det faktum, at det er gratis.
Vi har tidligere skrevet et blogindlæg om WordPress, som giver en god forståelse for, hvad WordPress er for en størrelse, og hvad det kan bruges til. Hvis du ikke allerede har læst det, kan du finde det lige her.
Når du laver en WordPress hjemmeside, er det nemt at blive overvældet af alle de muligheder, der er at gøre brug af. Derfor kan du nemt komme til at overse noget – specielt hvis du er helt grøn, og først lige skal til at lære hvordan du laver din egen hjemmeside.
Jeg har i dette blogindlæg samlet 3 gode råd, som er rigtig gode at kende til, hvis man er ny inden for WordPress.
1. Lav din egen forside
Når du først opretter en WordPress hjemmeside, er standardindstillingen, at forsiden viser dine nyeste blogindlæg. Det gør, at bloggen får stort set alt opmærksomheden, og resten af din hjemmeside kun kan tilgås via hovedmenuen. Det er udmærket, hvis det eneste du har på hjemmesiden, er en blog – men for de fleste er bloggen kun en del af hjemmesiden.
Heldigvis er der mulighed for at lave sin egen forside, så du kan vise alt hvad din hjemmeside har at byde på, hvor bloggen kan vises som én af de ting.
Måden, du kan gøre det på, er nem og simpel, og jeg viser dig hvordan lige her.
Først skal vi lave de sider, der vil blive brugt som forside og blogside.
Det gør du ved at åbne menuen “Pages” i dit WordPress dashboard – tryk på knappen “Add new”. Nu har du lavet en ny side, som du kan kalde “Forside” og designe den helt, som du har lyst til.
Nu når din forside har et flot visuelt design, gør du bare det samme igen med den nye side, men denne gang kalder vi den nye side for “Blog”.
Nu når du har lavet din forside og din blogside, mangler du bare at fortælle WordPress det.
Inde i dit WordPress dashboard åbner du den fane som hedder “Setting”, hvor du vælger undermenuen “Reading”. Her kan du se flere ting med hensyn til, hvordan din blog vises, men det vi fokuserer på nu, er det øverste punkt “Your homepage displays”.
Vælg den der hedder “A static page (select below)”. Nu kan du vælge i “Homepage” feltet, hvilken side du vil vise som din forside, og i “Posts page” hvilken side der skal vise din blog.
Nu vil din flotte forside blive vist som den skal, og alle dine blogs vil komme frem inde på din blogside.
2. Duplicate plugin
Hvis du laver mange sider, er der en god chance for, at nogle af disse sider bruger det samme layout/design. Det kan være, du eksempelvis starter alle dine blogs ud med et billede af dig selv, hvor du har delt indlægget op i et flot design.
Ville det ikke være dejligt, hvis du i stedet for at bruge lang tid på at genskabe dit tidligere design, bare kunne kopiere dit tidligere indlæg, så de kan holde den samme stil, uden at du behøver at gå ind i koden?
Det kan du heldigvis med dette plugin som hedder “Duplicate Posts”.
Du kan nemt finde det ved at søge efter “duplicate post” inde i plugins. Det burde komme frem som et af de første søgeresultater, og ser sådan her ud:
Efter du har installeret og aktiveret pluginet, vil du få en ny mulighed med alle dine sider og indlæg, som hedder “Clone”.
Nu har du en kopi af din tidligere side, og det eneste du skal gøre, er at skifte teksten og billederne ud med de nye. Herefter vil siden selv holde det samme design.
3. Gør dine blogindlæg præsentable
Som standardindstilling vil din blogside vise alle dine blogindlæg, hvilket jo er perfekt. Men problemet er, at den viser hele blogindlægget på blogsiden. Det er et problem, da det gør blogsiden meget lang. Men når folk kan se hele indlægget på blogsiden, vil de ikke klikke ind på selve indlægget, og derfor vil dit indlæg ikke få så mange views.
Det er der heldigvis også noget at gøre ved.
Der findes et hav af plugins, som du kan bruge til at designe dine blogindlæg. Men hvis du er ny og gerne vil starte med den mest simple løsning, så kan det gøres uden, at du behøver at hente nogle plugins overhovedet.
Først skal vi ind i “Reading” under “Settings” igen – men denne gang skal vi lidt længere ned på siden. Her kan du også ændre, hvor mange blogindlæg du vil vise pr. side inde på din blogside. Men det vi skal bruge lige nu, er under “For each article in a feed, show” – her kan du vælge “Full text” eller “Summary”. Hvis du vælger “Full text”, vil hele dit indlæg blive vist på blogsiden. Men hvis du vælger “Summary” har du mulighed for at lave en kort tekst, der fanger opmærksomheden, og får folk til at klikke ind og læse videre.
Nu skal du ind på din post, som du gerne vil lave en tekst til. Her kan du finde en fold ud menu i toppen af din skærm, som hedder “Screen options”.
Når du folder den ud, vil du få en masse muligheder om, hvad du vil vise på din skærm. Disse muligheder kan ændre sig ud fra, hvilket tema du bruger, og hvilke plugins du har. På grund af det vil din menu muligvis se lidt anderledes ud, men mange af dem er standard for alle.
Find det menupunkt der hedder “Excerpt” og sæt flueben i den.
Nu har du lavet et nyt punkt, du kan ændre – nemlig den introtekst der skal stå på blogsiden. Denne introtekst skal fange folks opmærksomhed, og få dem til at klikke ind på dit blogindlæg.
Tillykke! Nu har du lavet en introtekst til dit indlæg, som bliver vist på din blogside. Godt gået!
Det var 3 gode råd, som kan hjælpe dig i gang med din WordPress hjemmeside.
Vi tilføjer hele tiden nye blogindlæg om online markedsføring, så sørg for at følge os, så du ikke går glip af noget.